mandag 9. august 2010

"Dåke lyge, dåke prestar!"

"Dåke prestar, dåke står i kyrkja og lyg kvar søndag, dåke". Det var eitt av søskenbarna mine som sa dette i sommar då me sat og drakk kaffi heime hos mor mi. Han fortalde meg om ein gammal original han kjende som hadde truffe nokre prestar på ferja ein dag. "Kva tid er det me lyg, då?" hadde ein av prestane spurt. "Jo, dåke seier 'meg, arme syndige menneske'. Det står jo i Bibelen at Gud skapte mennesket i sitt bilde, og då kan me ikkje vera arme og syndige". Kva prestane på ferja svarte på dette, det veit eg ikkje, men på søndag som kjem, skal me lesa tre forskjellige svar frå Bibelen. Jesus fortel ei likning om to søner som får ein jobb å gjera av far sin. Den eine seier nei, men angrar og gjer jobben likevel, medan den andre seier ja, men går ikkje. Apostelen Johannes skriv i det første brevet sitt at "seier vi at vi ikkje har synd, då fører vi oss sjølve vill". Og i preiketeksten, frå Salme 32,1-5, seier David: "Så lenge eg tagde, tærtest eg bort."

Desse tekstane har eg å arbeida med denne veka. Tankar og idear tar eg imot med takk!
I går var eg på Austevoll og hadde gudsteneste i kyrkja på Storebø. Kjekt å komma litt rundt og sjå korleis dei har det andre stader i Midhordland prosti.

onsdag 4. august 2010

Kven skulle vi gå til?

"Herre, kven skulle vi gå til?" Slik byrja Peter svaret han gav til Jesus på vegne av dei tolv disiplane. Dei var blitt utfordra på om dei også ville gå bort, slik mange av dei andre disiplane hadde gjort. Denne veka arbeider eg med preiketeksten for kommande søndag (Joh 6,66-69).

Kven går nordmenn til når dei blir borte frå kyrkja? I Norge har me fritt val på øvste hylle, også når det gjeld religion. Sjølv om fleirtalet blir døypt, lærer borna om alle religionar på skulen, og er forvirra om kor dei sjølve høyrer til. Kanskje islam eller buddhisme er like bra, eller kanskje betre? Og kva er eigentleg skilnaden mellom Jesus, Muhammed og Buddha?

Offisielt blir dei fleste verande i kyrkja, og ingen er meir kristne enn nordmenn når me skal gravleggjast. Men kva trur me på, eigentleg? Ifølge ei religiøs undersøking av Eurobarometer i 2005 (), seier 32 % av nordmenn at dei trur på ein gud, medan 47 % svarar at dei trur på ei eller anna åndeleg kraft. Norge ligg langt nede på denne skalaen over gudstru, litt over Danmark og Sverige. I den andre enden av skalaen finn me den katolske øystaten Malta og det muslimske Tyrkia, der 95 % seier dei trur på ein gud. Det er tankevekkande at nokre av dei rikaste landa i Europa har lågast prosentdel som trur på Gud. Kanskje materialisme er den største religionen i Norge?

I Os stilte me forresten eit liknande spørsmål til konfirmantane mot slutten av konfirmanttida. Me spurde dei om lag 170 ungdommane - anonymt - om dei trur på Gud. Halvparten svarte at dei trudde før dei begynte som konfirmantar, og at dei framleis trur. Ein fjerdedel svarte at dei begynte å tru i løpet av konfirmanttida. Dette er svar som gir grunnlag for optimisme. Utfordringa blir å gi eit innhald til denne trua, "så dei kan verta verande hjå Kristus" som me seier det i dåpsliturgien.

tirsdag 3. august 2010

"Vil de og gå bort?"

Jesus hadde uttalt seg provoserande til folkemengda, og mange av disiplane slutta å følgja Jesus. No stiller han spørsmålet til dei tolv: "Vil de og gå bort?" Denne veka jobbar eg med preiketeksten for kommande søndag, som er Johannes 6,66-69.

Jesus opplevde at fleirtalet av jødane forkasta bodskapen hans. Etter oppstoda, derimot, vaks flokken av disiplar, først mellom jødane og seinare mellom "heidningane", dvs dei andre folkeslaga. I dag er situasjonen i Norge litt lik den Jesus opplevde. Det har vore store folkemengder som har fylgd Jesus. No, derimot, er det få som går regelmessig til gudsteneste. I gruppa mellom 18 og 30 år er det forsvinnande få som går i kyrkja. Det bør få oss til å stilla ein del spørsmål. Kvifor går folk bort frå kyrkja? Går dei samstundes bort frå Jesus? Kva kan me gjera for å engasjera dei som forsvinn frå kyrkja?

Rettar me blikket ut i verda, er situasjonen heldigvis ein annan. Det er lenge sidan Europa var det kristne kontinentet. Mens kyrkjene i Europa går tilbake, veks dei i resten av verda, særleg i Afrika, Sør-Amerika og Asia. Kvifor? Kva kan me læra av dei kyrkjene som veks?

Eg fann ei interessant nettside medan eg arbeidde med desse spørsmåla i dag. WhyChurch.org ser på dette frå eit engelsk perspektiv.

Nye arbeidsoppgåver

Bloggen "Presteprat" blir avslutta / satt på vent. I februar byrja eg i ny jobb som misjonsrådgjevar i Møre bispedøme, og i samban...