søndag 16. november 2014

Pilegrimsveien – en guide til livsvandringen

Ein pilegrim reiser både ein ytre veg og ein indre veg.  Den ytre vegen går over land eller sjø til eit konkret mål, men den indre vegen går i eit landskap som er unikt for kvar einskild av oss.


Det er mange år sidan Stein Solberg skreiv boka “Pilegrimsveien – en guide til livsvandringen”.  Sjølv fann eg boka i ei hylle på retreatstaden Åkerlehaugen, og lurte på om eg skulle spørja om eg kunne låna henne med meg, men tenkte eg heller ville sjå om eg kunne få tak i henne sjølv.  Boka vart gitt ut på Lunde forlag i 1996, og er ikkje lenger å få kjøpt, men ho er tilgjengeleg i elektronisk format på bokhylla.no , Nasjonalbiblioteket sitt elektroniske bibliotek.   Stein Solberg, teolog og forkynnar, skriv at boka vart til under ei pilegrimsvandring på Dovre i august 1995. “Vi var flere i følge som tenkte på og mediterte over Bibelens vandringsmotiver.”


Eg likte denne boka!  Det er ei god andaktsbok bygd på klassisk evangelisk teologi, og pilegrimsmotivet er lett å forholda seg til.  “Den bibelske vandreren kan ha menneskelige forbilder, men er først og fremst opptatt av Jesus, han som er den store Pilegrimen.   Hvordan var Jesus en pilegrim?  Han var stadig på vandring mot målet for sitt liv. Da han ble født, var han en fremmed, en pilegrim.  Han måtte flykte til Egypt.”


Boka kunne forresten med fordel blitt trykt opp i nye opplag. 

fredag 14. november 2014

"Men han skal òg bli forfølgd"

Angela Merkel sa i 2012: “Kristendommen er den mest forfølgde religionen i verda”.  Det fekk ho både kritikk og støtte for. Det er jo usikre tal, og det er ein konkurranse ingen har lyst til å vinna.  Me veit jo at det er mange frå ulike religionar som blir forfølgde.  I sommar såg me på nyhetane om  yazidiane i Syria/Irak, ein religion få i Vesten kjende til.   Me høyrde om dei då terroristane frå IS ville utrydda dei fordi dei meinte dei var djeveldyrkarar.

Kristne har også sjølv mange svin på skogen, dessverre.  Kristne har sjølv forfølgd dei som trudde annleis.  Me treng ikkje gå i detalj.  Historia er full av døme som me ikkje treng vera stolte av, men heller ta lærdom av.

Det er også slik at det som skjer i verdspolitikken, ofte får direkte følgjer for religiøse grupper som er i mindretal i eit land.  T.d. førte den amerikanske invasjonen av Irak i 2003 til at maktbalansen blei rokka, og dei kristne, som hadde hatt det relativt fritt under Saddam Hussein, blei offer for massiv forfølging.  Og det var mange kristne, t.d. Paven, som advarte sterkt mot å invadera den gongen.


Men uansett årsak, rapportar viser at det kan dessverre virka som at kristne er blant dei aller mest forfølgde religiøse gruppene i verda i dag. ( Sjå til dømes denne av Rupert Shortt: “Christianophobia”. Civitas – Institute for the Study of Civil Society, London 2012) 

Komande søndag markerar me "Søndag for forfølgde" i høgmessa i Godøy bedehuskapell. Preiketeksten handlar om kva ein kan rekna med å måtta forlata for Jesu skuld - og kva ein skal få igjen:  Markus 10,28-31


Nye arbeidsoppgåver

Bloggen "Presteprat" blir avslutta / satt på vent. I februar byrja eg i ny jobb som misjonsrådgjevar i Møre bispedøme, og i samban...